From the 17 June Politiken, reported by Kim Skotte:
(sadly, even Intertran only provides a rough translation from the Danish. If anyone can provide a translation, that would be lovely)
Den lille Coraline går rundt og keder sig lidt. Hendes forældre er søde nok, men har altid travlt ved computeren. Anderledes forholder det sig med Coralines anden mor og anden far. Hendes anden far og mor vil gøre alt for hende.
Opfylde alle hendes ønsker. Hvis bare de ikke havde haft disse flade, hårde knapper i stedet for øjne. Sine nye næsten-identiske forældre har Coraline fundet på den anden side af den tilmurede dør i stuen i det dobbelthus, Coraline og hendes forældre for nylig er flyttet ind i. Men så en dag er hendes rigtige forældre forsvundet.
Neil Gaimans ‘Coraline’ er en klassisk børnefortælling om at finde et andet univers ved at gå igennem spejlet/ tøjskabet/ lemmen/ kaninhullet. Men i hænderne på Gaiman bliver det en spændende og uhyggelig fortælling med flittigt brugte stiltræk fra gotiske gysere som H.P. Lovecrafts ‘Rotterne i murene’ og William Fryer Harveys ‘Hånden’. Ærlig talt møguhyggeligt! Men måske alligevel velegnet til go’nat-læsning, for ifølge den engelske forfatter finder de voksne læsere ‘Coraline’ langt mere uhyggelig, end børnene gør! »Det bizarre ved det er, at intet barn til dato er kommet hen til mig og har sagt: ‘Coraline’ skræmte mig! De synes bare det med knapper i stedet for øjne og den afhuggede hånd er fedt. Men voksne kommer hen til mig og fortæller, hvordan de har læst til klokken tre om natten, ikke har kunnet sove og er gået rundt i huset og tændt alt lyset! Jeg kom til sidst til den konklusion, at jeg uden selv at vide det, havde skrevet to bøger. En til voksne og en til børn«, siger Neil Gaiman.
»Børnebogen er et eventyr med en heltinde. Men de skræmmende ting i bogen er ting, de på en lidt anden måde er vant til at acceptere som en del af livet. Børn ved godt, at verden er et skræmmende sted. Børn eksisterer på giganters nåde og barmhjertighed. Kæmper som har deres egne dagsordener. Som herser omkring og hele tiden taler om, at de elsker dig«.
Et liv uden forældre
^X3Cbr /> »Børn er vant til at sidde i skolen og fantasere om, hvordan det mon ville være at komme hjem, og så var éns forældre pist forsvundet, og hvad så nu lille du? Men det er noget helt andet for voksne. I ‘Coraline’ læser de en fortælling om et barn i fare. Hvilket for en voksen er noget helt, helt andet og langt mere uhyggeligt. Noget der får beskyttertrangen op på mærkerne. Og samtidig vækker gammel angst, man som barn stuvede af vejen 25 år tidligere«, fortæller Neil Gaiman.
»Af en eller anden grund er sorte knapøjne møguhyggelige for voksne, men overhovedet ikke for børn. De synes bare, det er cool og interessant.
Hvilket jeg jo ikke havde nogen anelse om på forhånd«.
En fiktion er en stor løgn, der fortæller en endnu større sandhed, hævder Neil Gaiman. Romeo og Julie har ikke eksisteret. Men deres historie rummer en stor sandhed.
»I forhold til voksne har børn en meget større kapacitet til at skelne mellem fakta og fiktion«, mener Neil Gaiman. »De er virkelig skrappe til at putte tingene i de rigtige kasser. At børn har læst ‘Hans og Grete’, får dem ikke til at gå rundt og skubbe gamle damer ind i ovne og stege dem sprøde. At læse ‘Askepot’ får dem ikke til at klippe tæerne af for at kunne mase fødderne ned i glassko. Sådan fungerer børns hoveder ikke. De forstår budskabet. De beundrer ‘Coraline’, fordi hun er kvik, handlekraftig og modig«, siger forfatteren, der med velberådet hu har ladet et citat af G.K. Chesterton stå som bogens motto: »Eventyr er mere end sandfærdige: ikke fordi de fortæller os, at drager findes, men fordi de fortæller os, at drager kan besejres«.
»’Coraline’ er en bog om at besejre sin drage«, siger Neil Gaiman.
»Det er svært at få drenge til at læse, og det er svært at få langsomme læsere til at læse. I ‘Coraline’ har jeg forsøgt at skrive en bog, der med ret enkle ord og temmelig simple sætningskonstruktioner beskæftiger sig med nogle ret dybsindige tankesæt i sit plot. Og skolelærere er faktisk begyndt at bruge bogen til at undervise ordblinde og hjælpeklasser. Problemet med læsehæmmede er, at man giver dem bøger med simple ord og sætningskonstruktioner, hvor indholdet er dumt, kedeligt og ligegyldigt. Det er ikke sjovt at give en kvik 11-årig, der tilfældigvis læser dårligt, en begynderbog beregnet til syvårige. Men ‘Coraline’ kan skræmme bukserne af de fleste, selv om sproget er simpelt, og hovedpersonen er en pige«.
Et snarrådigt barn
^X3Cbr /> Med sort læderjakke og luft i håret ligner Neil Gaiman en engelsk musikjournalist fra 1980′erne, og Gaiman var faktisk journalist, inden han skabte den banebrydende voksentegneserie ‘The Sandman’. Bosiddende med kone og børn i USA har Gaiman fået et stort publikum som romanforfatter. ‘Neverwhere’, ‘Stjenestøv’ og ‘American Gods’ er romaner, hvor det fantastiske og det uhyggelige spiller en rolle i et på mange måder realistisk univers. En opskrift han til dels gentager i ‘Coraline’, der er skåret over en helt anden stram læst end en frit fabulerende seriesucces som Harry Potter. Coraline kommer ind i en uhyggelig og mystisk verden, men hun klarer ikke ærterne ved hjælp af magi. Hun er et barn, der bruger de midler, et barn har til (snar)rådighed. En vigtig pointe for Neil Gaiman.
»Børn beundrer Coralines handlekraft. Voksne bliver skræmte, fordi de jo kan se, hvor store problemer hun vitterligt er ude i, og, o’boy, hun er virkelig i knibe!«, klukker Neil Gaiman, hvis fantasi har det med at bevæge sig i nederdrægtige baner.
En yderligere grund til, at de voksne bliver skræmt fra vid og sans af en bette børnebog, er selvfølgelig, at de genkender de litterære, gotiske forbilleder. De ved, hvilke rædsler de gotiske ledetråde fra Hugh Walpole & H.P. Lovecraft lægger op til, mens børnene snarere ser ‘Alice i Eventyrland’. Vel at mærke uden eventyr.
»Jeg har det ikke særlig godt med fiktion, der deler verden op i det virkelige og det fantastiske«, siger Gaiman, der har gjort det til sit varemærke at smelte disse ting sammen på en helt anden måde.
Hjemløse guder
^X3Cbr /> ‘American Gods’ er grundlæggende en veloplagt realistisk roman fra USA med den ikke ubetydelige forskel, at en væsentlig del af det usædvanlige persongalleri består af de mange hjemløse guder fra alverdens kontinenter, som emigranterne har svigtet og frasagt sig til fordel for den amerikanske drøm.
»Amerika forventer af én, at man opgiver sin kulturelle bagage og antager den amerikanske kultur. Men Amerika har ikke så meget kultur at byde på. Hvilket er en af grundene til, at det er så nemt at overtage den. Men det betyder, at ikke ret mange har særlig meget kultur i et land, der består af folk, der alle sammen stammer fra et andet sted. Sådan en kultur burde være en smeltedigel, der myldrede af vidunderlige irske skikke, tysk mad og så videre. Men sådan er det ikke. Alle forvandler sig til noget amerikansk. Amerika æder andre kulturer. Folk ankommer til USA, og de opgiver deres kultur uden at få voldsomt meget i bytte. De opgiver deres fortællinger. Det handler ‘American Gods’ om«, fortæller den engelske forfatter, der nu i ti år har iagttaget amerikanere fra sin udsigtspost i Wisconsin, hvor hovedparten af indbyggerne er af tysk og skandinavisk afstamning.
»Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg har fortalt dén historie ved hjælp af noget så uhåndgribeligt og overtroisk som en samling guder. Men hvad tror de så, folk går i krig for? Hvad tror de World Trade Center handlede om? Hvis man fik en af terroristerne på et af flyene til at forklare sine motiver over for en marsboer, ville marsmanden konkludere, at konflikten mellem fundamentalistiske muslimer og amerikanske kristne var et skænderi om, hvilket holds usynlige ven der mon holdt mest af dem! Der er intet i religion, som er objektivt sandt, men igennem tiderne har mennesker været enormt motiverede til at handle på basis af disse helt igennem uhåndgribelige fænomener. I Nordirland har man haft 400 års mord, blodsudgydelse, tortur og attentater. På grund af en uenighed, der til syvende sidst handler om, hvorvidt et stykke brød, i det øjeblik det bliver velsignet og puttet ind i ens mund, bogstavelig talt eller kun i overført forstand, bliver en del af en krop, der tilhørte en mand, som har været død i 2000 år!«.
»Den, der har den stærkeste fortælling, har overtaget. Lige nu lever vi i George Bushs fortælling, og det er i sandhed en sær fortælling, at leve i! En fortælling, hvori Gud og retten er på din side, uanset hvad du gør. Fordi du er præsident«.
Karikatur af forældre
^X3Cbr /> Verden er fuld af konkurrerende fortællinger og fantasier, der motiverer og skræmmer. Som når den amerikanske børneopdragelse bliver til slogans om kvalitetstid og videoovervågning i vuggestuen. Den ‘anden’ mor i ‘Coraline’ kan læses som en fæl karikatur af de forældre, der nærmest æder deres børn for at give deres eget liv mening.
»Især i Amerika finder man disse mødre, hvis hele liv handler om at køre rundt med deres børn fra det ene til det andet. En vigtig pointe i ‘Coraline’ er, at voksne, der ikke giver dig så meget opmærksomhed, som du godt kunne ønske dig, måske meget vel kan have dit eget bedste for øje. Folk som oversvømmer dig med opmærksomhed og konstant fortæller dig, at de elsker dig, vil måske ikke dit eget bedste. Det er nyttige ting at lære. Ingen børn får den mængde af opmærksomhed fra deres forældre, som de gerne vil have. Forældrene skal arbejde og lave mad. Sådan er dét«, siger Neil Gaiman, der hjemme i Wisconsin selv er ham, der laver mad, når han ikke sidder og skriver ved computeren. Der var engang en far, der skrev på computer….
»Jeg tror på, at folk finder de eventyr, de har brug for. Folk taler om disneyficeringen, men det er de rigtige eventyr, der lever videre. Når man fortæller ‘Snehvide’ eller ‘Tornerose’ til børn, er det ikke Disney-versionen, men folkeeventyret man fortæller«.
Der var engang. Det er der i allerhøjeste grad stadigvæk.
lucy_anne | 
6:22 pm| 
